Referat af 1. halvårsmøde og generalforsamling
den 26. januar 2004 kl. 15-18
i kantinen på H.C. Andersens Boulevard 43


                 

Dagsorden

1. Snak ved bordene.
2. Styrelseschef Lars Mortensen orienterer om, hvad der er sket i ministeriet
det sidste halve år, samt om, hvad der kan forventes at ske i den nærmeste
fremtid.
3. Snak ved bordene.
4. Generalforsamling, jf. vedtægterne.
5. Snak ved bordene.
6. Drøftelse af SeniorGruppens fremtidige aktiviteter.
7. Snak ved bordene.

Ad. pkt. 4.
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Valg af bestyrelse og suppleanter.
4. Indkomne forslag, jf. nedenfor
5. Eventuelt.
           
Medlemmerne Henning Kraiberg Knudsen og Gunvor Kiil er på valg. Gunvor er villig til at fortsætte i bestyrelsen, mens Henning gerne vil holde op med bestyrelsesarbejdet. Niels Jørgen Nordbøge er villig til at stille op til valg som bestyrelsesmedlem.

Suppleanterne Niels Jørgen Nordbøge og Jens Bang-Nielsen er ligeledes på valg. Under forudsætning af, at Niels Jørgen bliver valgt som medlem af bestyrelsen, skal der vælges en ny suppleant i stedet for ham. Martin Bülow har erklæret sig villig til at blive stillet op til valg som suppleant til bestyrelsen. Jens er villig til at fortsætte i bestyrelsen.

Ad. pkt. 4 foreslår bestyrelsen, at alle Undervisningsministeriets nuværende og tidligere medarbejdere, der er fyldt 55 år, kan blive optaget som medlemmer eller orienteringsmodtagende. Det betyder, at bl.a. også cheferne (over 55 år) vil kunne blive medlemmer af Gruppen. Hvis forslaget vedtages, vil vedtægternes § 2 få følgende ordlyd:
§ 2: Personaleforeningen optager nuværende og tidligere medarbejdere på 55 år eller derover i Undervisningsministeriet.

Ad dagsordenens pkt. 2. Styrelseschef Lars Mortensen orienterer om, hvad der er sket i ministeriet det sidste halve år, samt om, hvad der kan forventes at ske i den nærmeste fremtid.

Da Lars Mortensen var blevet forhindret på grund af rejse til USA med ministeren, blev orienteringen varetaget af afdelingschef Per Hansen (PH).
        
Henning Kraiberg Knudsen introducerede PH: PH har i de sidste ca. 3 år været chef for Institutionsforvaltningen i Institutionsstyrelsen: PH kommer fra Indenrigsministeriet og har efter sigende en skarp og præcis pen, som er skattet blandt medarbejderne.

PH indledte med at sige, at man godt kunne sige, at ministeriet befinder
sig i en eksistentiel, om ikke krise, så i hvert fald omvæltning, og at PH
ville komme med sit bud på, hvordan man måske kan arbejde sig frem til en løsning. Grunden til, at hele ministeriet så at sige er sat i spil, er den
for nylig offentliggjorte betænkning fra Strukturkommissionen. Det drejer
sig om struktur på flere måder. For det første naturligvis uddannelsernes
placering, ejerforhold og indhold. Men uddannelsernes skæbne skal ses i relation til den bebudede kommunale strukturændring. M.h.t. det regionale niveau er kommissionen fremkommet med flere alternativer, som veksler mellem 3 og 5-7 regioner.

Dette gør ikke arbejdet i ministeriet lettere, idet ministeriet må være parat til at forholde sig til forskellige løsninger. Og det skal gå hurtigt. Allerede den 1. marts 2004 forventes den første reaktion fra os i ministeriet til ministeren. Løsningen kan ende med at blive, at ministeriet
bliver et meget stort ministerium eller et meget lille, afhængig af hvor
store uddannelsesdele, som flyttes til regionalt niveau. Og for at tage det
fra en ende af:

Man rører formentlig ikke ved Folkeskolen. Den forbliver hos kommunerne.
Ministeren har været meget interesseret i at retablere et bredt forlig omkring folkeskolen, hvilket jo lykkedes for hende. Regeringen vil dog gerne flytte den meget tunge specialundervisning til primærkommunalt niveau. Frit folkeskolevalg over kommunegrænserne er også et regeringsønske med frit valg på alle hylder og gratis for forældrene. Socialdemokraterne blokerer pt. dette ønske med hjælp af folkeskoleforliget (som ministeren som sagt nødigt vil bringe i
fare).

Gymnasiet står foran store positive omvæltninger. Indholdsmæssigt foreligger der allerede en lovpakke, som regering og opposition kan enes om. Institutionsmæssigt er det ikke lige enkelt. Man taler bl.a. om et statsligt gymnasium, som institutionsmæssigt vil være selvejende. Det hele inklusive overenskomstforhandlinger med lærerne under de nye forudsætninger skulle gerne være klart til 2005, hvilket PH mente var et "rimeligt tidspres".

EUD, voksenuddannelserne samt KVU og MVU er også i spil. Muligvis bliver hele baduljen flyttet til regionalt niveau, men ministeriet må på nuværende tidspunkt forholde sig til både centraliserings- og decentraliserings-scenariet.
PH lagde ikke skjul på, at man havde håbet på en mindre åben situation efter Strukturkommissionens betænkning.
         
Indholdsmæssigt står man over for store forandringer inden for EUD (forlig mellem regeringen, de radikale og DF). Man kalder det Fase 2, som indebærer, at betydeligt færre skal i skolepraktik. Ændringen skal være færdig den 1. april 2004.

Vedrørende KVU og MVU er der ud over strukturen ikke større, generelle uddannelsespolitiske reformer i gang. Der skal dog foreligge en redegørelse fra ministeren om lærer- og pædagoguddannelserne. I spil er enhedslærerprincippet. Grundlaget for ønsket om en redegørelse er, at Danmark ikke klarer sig så godt i den såkaldte Pisa-undersøgelse. Man arbejder bl.a. med at undgå at få A-lærere til en overskole og B-lærere til en underskole. Drøftelser pågår. Man ønsker også en fremdrift i CVU-erne, central ledelse og fortsat flere uddannelsessteder.

Man ønsker stærke videnscentre. Alle CVU-er skal vejes og måles efter konkrete kriterier og har herved chance for at blive et såkaldt University College, noget som i hvert fald ikke alle på universiteterne bryder sig om.

Særlig fokus er under forhandlingerne sat på tilsynsopgaven. Man er efterhånden mere indstillet på et fagligt indholdsmæssigt tilsyn. Ved den regionale løsningsmodel mister man de økonomiske og institutionssidens tilsynsværktøjer og må helt koncentrere sig om det indholdsmæssige, og hvordan gør man det?

På spørgsmål fra Niels Jørgen Nordbøge om KVUs og MVUs skæbne erklærede PH, at KVU-uddannelserne institutionsmæssigt er sammenfaldende med erhvervsuddannelserne.
Hvis man flytter EUD, så følger KVU med. Det er tanken om den brede regionsfordeling, som gælder. MVU kan også flyttes ud. Det står åbent, om de skal være selvejende, eller om regionsrådene selv skal beslutte. Taxameterfinansieret selvejersystem kan erstattes.

Erik Byrnard bemærkede, at skrivebordsdrengene og den politiske taktik tydeligvis havde mistet jordforbindelsen og ikke kunne se, at opgaven for ministeriet var at sørge for, at man lavede nogle velfunderede uddannelser til mennesker, som skulle løse nogle ganske konkrete opgaver i samfundet i jobbene som fx automekaniker, VVS etc.

Ole Trønning mente, at det var noget vrøvl med frit folkeskolevalg ud over
kommunegrænserne, når man alligevel står over for, at kommunerne bliver færre og større. Desuden mindede han om dengang i l982, da den faglige styring blev afskaffet i ministeriet, og nu skulle man til det igen.

Henning Kraiberg Knudsen bemærkede, at man må sondre mellem landsdækkende og andre institutionsformer.

Arne Andreasen mente, at en udlægning af erhvervsuddannelserne ville bevirke, at ministeriet blev fri for en del brok i forbindelse med kritiske afgørelser, som fx nedlæggelser.

Finn Christensen spurgte, om kvalitetsvurderingen af CVU-erne betød, at man oprettede en ny funktion hertil. Havde man ikke SCKK og EVA i forvejen?

Dertil svarede PH, at man regnede med at have et panel til den nævnte vurdering.
Man ville gerne have arms længdes afstand til egne institutioner. I øvrigt
på samme måde som man nu ville oprette institutions- og sektoruafhængig vejledning på alle niveauer.

Herefter afsluttedes debatten.
        
Henning Kraiberg Knudsen informerede om nogle organisatoriske ændringer.
Afdelingerne på H.C. Andersens Boulevard flytter til den gule girobygning i Vester Voldgade i september 2004. SIK er blevet nedlagt. I forbindelse med SIK's nedlæggelse er også nogle medarbejdere flyttet til BK (budgetkontoret) i IS. Andre medarbejdere er flyttet til UNI-C. Henrik Pedersen er blevet kontorchef for Juridisk Kontor for almene uddannelser (i US). Henrik Køber er blevet kontorchef for CK (controllerkontoret) og Birgitte Ammitzbøll er blevet kontorchef for IK2 (institutionspolitisk kontor 2).

Ad dagsordenens pkt. 4. Generalforsamling.

1) Finn Ovesen valgtes til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt med lovligt varsel etc.

2) Formanden informerede om, at bestyrelsen havde haft 5 møder, at vi var 62 medlemmer i øjeblikket, og at 13 gerne ville informeres om virksomheden.
Vi havde arrangeret 2 udflugter, en velbesøgt til KU med rundvisning af
universitetets universitetshistoriker og foredrag af Jakob Lange og en mindre besøgt, men meget vellykket udflugt til Sophienholm. Formanden havde også en hilsen fra Annette Hoffman, som var på Cuba, Inga Roepsdorff, som var i Mexico, og Mette Beyer Paulsen, som var i Grækenland.

3) Niels Jørgen Nordbøge blev valgt til nyt medlem i bestyrelsen, og Martin Bülow blev valgt til ny suppleant i bestyrelsen. De øvrige, der var på valg, blev genvalgt.

4) Dirigenten konstaterede, at forsamlingen var beslutningsdygtig. De af
bestyrelsen foreslåede vedtægtsændringer blev herefter vedtaget. Ud over ændring af medlemskredsen, således at alle nuværende eller tidligere medarbejdere i Undervisningsministeriet kan optages i personaleforeningen fra det fyldte 55 år, blev der åbnet mulighed for at stemme ved fuldmagt, samt bestemt, at generalforsamlingen er beslutningsdygtig med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer.

5) Under Evt. takkede Ole Trønning for Sonjas store indsats i arbejdet med SeniorGruppen.

Ad dagsordenens pkt. 6. Drøftelse af SeniorGruppens fremtidige aktiviteter.

Formanden informerede om bestyrelsens drøftelser. Følgende aktiviteter blev nævnt: Ørestaden med Fields, Holmen, Operahuset, Raadvad, Videnskabsministeriet.


Fra forsamlingen blev foreslået: KU og IT-højskolen i stedet for Fields.
Finn Ovesen kan i givet fald formidle kontakt til KU.

Desuden nævntes: Det gamle radiohus samt Henning Larsens Frederiksberg Gymnasium og Handelshøjskolen.

Formanden efterlyste en dialog omkring tidspunktet for aktiviteterne. Uden egentlig afstemning enedes man om kl. 15 som et passende tidspunkt.

Afslutningsvis takkede formanden for Hennings gode arbejde i bestyrelsen.
Formanden ville skrive ud til alle præsumptive nye medlemmer og opfordrede de tilstedeværende til at meddele hende, hvis vi kender nogen uden for ministeriet, som man ellers ikke umiddelbart kunne finde frem til.


Referenter: Gunvor Kiil og Michael Ørnø