5. januar 2004

Kære medlemmer af SeniorGruppen i Undervisningsministeriet


I inviteres herved til SeniorGruppens næste ordinære møde

            mandag den 26. januar 2004 kl. 15-18.

Mødestedet er kantinen på H.C. Andersens Boulevard nr. 43, 5. sal (elevator).


            Dagsorden:


1) 15.00-15.30: Snak ved bordene.
2) 15.30-16.00: Styrelseschef Lars Mortensen orienterer om, hvad der er
sket i ministeriet det sidste halve år, samt om,  hvad der kan forventes
at ske i den nærmeste fremtid.
3) 16.00-16.30: Snak ved bordene.
4) 16.30-17.00: Generalforsamling, jf. vedtægterne.
5) 17.00-17.30 Snak ved bordene.
6) 17.30-17.45: Drøftelse af SeniorGruppens fremtidige aktiviteter.
7) 17.45-18.00: Snak ved bordene.

Ad pkt. 4: I kan se vedtægterne på internettet på adressen www.hetland.it/uvm.
Der vil blive lagt nogle eksemplarer af vedtægterne frem på bordene. Dagsordenspunkterne
for generalforsamlingen er følgende:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Valg af bestyrelse og suppleanter
4. Indkomne forslag, jf. nedenfor.
5. Eventuelt.

Medlemmerne Henning Kraiberg-Knudsen og Gunvor Kiil er på valg. Gunvor er
 villig til at fortsætte i bestyrelsen, mens Henning gerne vil holde op
med bestyrelsesarbejdet. Niels Jørgen Nordbøge er villig til at stille op
til valg som bestyrelsesmedlem.

Suppleanterne Niels Jørgen Nordbøge og Jens Bang-Nielsen er ligeledes på
valg. Under forudsætning af, at Niels Jørgen bliver valgt som medlem af
bestyrelsen, skal der vælges en ny suppleant i stedet for ham. Martin Bülow
har erklæret sig villig til at blive stillet op til valg som suppleant til
bestyrelsen. .Jens er villig til at fortsætte i bestyrelsen.

Ad pkt. 4 foreslår bestyrelsen, at alle Undervisningsministeriets nuværende
og tidligere medarbejdere, der er fyldt 55 år,  kan blive optaget som medlemmer
eller orienteringsmodtagende. Det betyder, at bl.a. også cheferne (over
55 år) vil kunne blive medlemmer af Gruppen. Hvis forslaget vedtages, vil
vedtægternes § 2 få følgende ordlyd: ?§ 2: Personaleforeningen optager nuværende
og tidligere medarbejderne på 55 år eller derover i Undervisningsministeriet."

Bestyrelsen har tidligere været bekymret for, om der ville være plads til
så mange, men det har vist sig, at der kun kommer ca. halvdelen af medlemmerne
til møderne, og i så fald mener vi godt, at alle kan blive inviteret til
at blive medlem af Gruppen.

Hvis I i øvrigt har ændringsforslag til vedtægterne, bedes dette venligst
meddelt skriftligt til formanden, således at forslaget er formanden i hænde
senest den 12.januar 2004 kl. 10, gerne pr. e-mail.

Af hensyn til indkøb af diverse tørre samt våde varer, bedes I  venligst
meddele et bestyrelsesmedlem, om I regner med at komme til mødet.

Hvis I kan se på mailinglisten, at der er sendt uvm-emails til nogen, der
ikke mere er i ministeriet, bedes I venligst fortælle mig det - samt om
 muligt meddele mig den nye adresse. Så skal jeg enten e-maile på den nye
adresse - eller sende brevet med posten.

Hvis der er stemning for det, kan vi eventuelt gå ud at spise sammen bagefter.

Mange venlige hilsener

På SeniorGruppens vegne

Sonja (Lundqvist)
 

15. januar 2004


Kære medlemmer af SeniorGruppen

Hermed en lille reminder om at tilmelde jer til SeniorGruppens møde den 26. januar kl. 15-18 i kantinen på H.C. Andersens Boulevard 43. I bedes venligst melde jer til (eller i givet fald også gerne fra) senest på torsdag den 22. januar kl. 16, gerne pr. e-mail eller telefon.

Desuden er der kommet yderligere ændringsforslag til vedtægterne, nemlig fra bestyrelsen. Vi har jo konstateret, at der kun kommer ca. halvdelen af medlemmerne hver gang. Det er sædvanligvis også o.k., men lige netop ved forslag om vedtægtsændringer får vi et problem, idet mindst halvdelen skal være til stede ifølge vedtægterne – og vi har for tiden ikke nogen bestemmelser om, at man kan afgive fuldmagt til afstemningen. Man bliver jo altid klogere med tiden!

Vi foreslår derfor, at generalforsamlingen altid er beslutningsdygtig uanset deltagerantal, og at mindst halvdelen af de tilstedeværende medlemmer skal stemme for et forslag, for at det bliver vedtaget. Desuden foreslår vi, at der kan afgives fuldmagt.

§ 2 har også fået en lidt anden ordlyd – men med samme indhold – som det forslag, der blev udsendt den 5. januar.

Vi håber, at mindst 2/3 af medlemmerne vil komme den 26. ds., da vi ellers får et problem med vedtægtsændringerne!

Vi sender forslaget til vedtægtsændringerne både i almindelig tekst og som fil. Desuden medsender vi indbydelsen af 5. januar, men kun som fil.

Husk, at I kan finde både indkaldelsen og vedtægterne på vores hjemmeside: www.hetland.it/uvm.

Endelig har vi en ændring til dagsordenen. Styrelseschef Lars Mortensen er desværre blevet forhindret, idet han skal en tur til USA sammen med ministeren. Derfor har afdelingschef Per Hansen lovet at remplacere Lars ved generalforsamlingen. Foredraget får nogenlunde samme indhold som det, Lars ville have holdt.

Mange venlige hilsener

Sonja


Forslag til ændring af Vedtægter for personaleforeningen SeniorGruppen under Undervisningsministeriet



§ 1. Vedtægterne for personaleforeningen SeniorGruppen under Undervisningsministeriet som vedtaget på halvårsmødet den 26. januar 2004 ændres således:

1 § 2 affattes således:

”§ 2. Alle nuværende eller tidligere ansatte medarbejdere i Undervisningsministeriet kan optages i personaleforeningen fra det fyldte 55. år.”

2. Overskriften over § 8 ændres til: ”Afstemningsregler mv”:

3. § 8 affattes således:

”§ 8. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset deltagertal. Alle afgørelser på en generalforsamling træffes ved simpel stemmeflerhed. Medlemmer, der er forhindrede i at deltage, kan afgive skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller til bestyrelsen. Fuldmagten kan indeholde bestemmelse om, hvad fuldmagtsgiveren ønsker at stemme for. Fuldmagt kan afgives til bestyrelsen ved e-mail.

4. Ikrafttrædelsesbestemmelsen affattes således:

” Affattet efter vedtagelser på generalforsamlingerne den 27. januar 2003 og den 26. januar 2004.

§ 2. Ændringerne træder i kraft den 26. januar 2004.
 

_________________________________________________