Onsdag den 5. november 2008 kl. 15.05 mødtes 28 medlemmer af Seniorgruppen i foyeren i Skuespilhuset.

Huset er tegnet af de danske arkitekter Boje Lundgaard og Lene Tranberg.

Huset er bygget på det gamle pakhusområde på Kvæsthusbroen. Huset er bygget et stykke ud i havnebassinet, idet der er nedrammet spunsvægge og senere lagt gangbroer af egetræsplanker. Det store scenetårn er beklædt med kobber og skal virke som overbygningen på et skib. Hele huset skal give illusion af, at der ligger et stort skib ved kajen.

Byggeriet af skuespilhuset begyndte den 6. oktober 2004, og det blev indviet den 16. februar i år med forestillingen Hamlet.

Skuespilhuset har et gulvareal på 21.000 m2, heraf 2.100 m2 kælder. Byggesummen var 900 mio. kr.

Turbinehallerne og Stærekassen anvendes nu ikke længere til teater.

I skuespilhuset arbejder der ca. 180 personer fordelt på administrativt personale, skuespillere, regissører, sufflører, sminkører, sceneteknikere, lys- og lydteknikere, kantinepersonale, billet-sælgere m.v.

Fra skuespilhuset er der en fin udsigt til ”storebroderen”, Operahuset (gulvareal 41.000 m2) på Dokøen. Man kan også, noget længere væk og til højre for mastekranen, se produktionshu-set på Refshaleøen (tidl. B&W’s bygninger), hvor produktionen af scener, kulisser og rekvisitter til teatrets forestillinger foregår (også til Gl. Scene og operaen).

Desuden kan man se Amagerværkets og Amagerforbrændings skorstene på den anden side af havnen. Havnebusserne sejler forbi.

Rundvisningen begyndte kl. 15.30. Rundviseren fortalte først om de mørke mursten, som bygningen er opført af. De hedder Kolumba. Leret kom fra England, og stenene blev brændt hos Petersen Tegl i Broager.

Der blev opført en prøvemur, hvor man brugte alm. mørtel. Den styrtede sammen, da der kom kraftig regn, og man måtte eksperimentere et helt år for at finde den rette sammensætning af mørtelen.

Stenene har lidt forskellige nuancer i sort og enkelte i brunt. Arkitekternes idé var, at fabriksfremstillede sten ikke skulle anvendes, idet de jævne flader ville virke kedeligt.

Omviseren fortalte meget levende, at på en teaterscene må man ikke have overtøj på, ikke fløjte og ikke læse avis.

Man må ikke have overtøj på, for scenefunktionærerne har en lang arbejdsdag fra om morgenen til langt ud på aftenen, og de bliver derfor kede af at se folk med overtøj på, for det er enten folk, som skal hjem (længe før de selv), eller folk, som lige er kommet udefra, og det vil få dem til at tænke på, at de er lukket inde hele dagen.

Man må ikke fløjte, for i gamle dage var det sømænd, som betjente snorelofterne, hvor der skulle hejses projektører og dele af kulisser op. Sømændene havde svært ved at få hyre på skibene om vinteren, og de fik så i stedet arbejde på teatrene. Der var en formand, som styrede arbejdet ved forskellige fløjtesignaler. Hvis man derfor fløjter på en scene, kan tonerne blive tolket som et bestemt signal, og man kan risikere at få en stor kulisse i hovedet.

Man må ikke læse avis, for på en scene skal man læse rollehæfterne.

Vi gik derefter ind for at se den store scene, hvor der er 650 pladser. Den er cirkulær i formen efter inspiration fra det engelske Globe Theatre i modsætning til Gamle Scene på Kongens Nytorv, som er hesteskoformet og rummer 1300 pladser.

I et teaterrum er det meget vigtigt med akustikken. Ved byggeriet af denne scene fik man hjælp fra eksperter fra DTU, som har et computerprogram, som kan beregne efterklangstiden. Da de sorte/brune sten, som murene består af, har ujævne overflader, betyder det, at lyden kastes i forskellige retninger, hvorved der ikke kommer ekko.

I et teater er det vigtigt, at man kan orientere sig, og teatret er derfor delt i kongesiden (til venstre set fra tilskuerpladserne) og damesiden (til højre). Det er forvirrende, hvis regissøren siger, at skuespilleren skal gå til højre, og man ikke ved, hvem det er til højre for.

Da scenebyggeriet skulle planlægges, spurgte man dronningen, om hun ikke ville have en bedre plads end i en loge oppe til venstre, hvor man ikke kan se scenen særligt godt. Hun svarede, at hun var glad for den placering, for dér kunne hun se skuespillerne bag scenen på da-mesiden, når de var klar til at komme ind. Hun fik så her på den store scene ikke en egentlig loge, men dog en stol med kongekrone.

Mens vi var der, var scenefunktionærerne i gang med forberedelserne til aftenens forestilling, skuespillet Mirakel, hvor der er en kulisse, som minder om en skateboardbane.

Vi gik derefter ind bag scenen. Omkring scenen er der nogle tunge jerntæpper, som kan hejses op og sænkes og skal forhindre en brand i at brede sig til tilskuerrummet. Der er en sceneelevator på 16 x 16 meter. Der er små tv-skærme, som er tændt under forestillingerne og viser, hvad der foregår på og bag scenen. Der er et helt moderne anlæg til at styre kulisser og lys-sætning.

Vi gik så hen et andet sted, som nærmest var en stor lagerhal til kulisser. En mand arbejdede med en boremaskine, og omviseren sagde, at det var sjældent, man hørte den lyd, for nu foregår produktionen af kulisser jo ude i produktionshuset, men der var åbenbart noget, der skulle rettes til. De fleste har jo forsøgt at samle IKEA-møbler, og man kan nok forestille sig de pro-blemer, det kan give, hvis kulisser, der er meget større, ikke passer.

Vi gik derefter op på 3. sal, hvor der er prøvelokaler, administration og et bibliotek, som er grundlagt i 1748. Det rummer en enestående samling af bøger om teatrets forestillinger og kunstnere. En del bøger brændte ved Christiansborg Slots brand i 1794, men herefter er samlingen komplet. Her kan man læse nøjagtigt, hvordan de enkelte skuespil skal udføres. Det Kongelige Bibliotek vil gerne overtage biblioteket, men teaterfolkene vil helst beholde det hér, da de har brug for bøgerne, når gamle teaterstykker skal nyopsættes.

Opr. ville arkitekterne have ét stort rum heroppe, men brugerne, som har været inddraget i alle faser af byggeriet, modsatte sig dette pga. de forskellige funktioner, som er samlet her. Etagen er derfor blevet rumopdelt. De skrå jerndragere, som man godt kunne falde over, skal illudere træbjælker på et loft.

Der er en kantine for administrative medarbejdere mod øst. De kan så se solopgangen. Der er en kantine for skuespillere mod vest. De kan så se solnedgangen.

Gangene på 3. sal og foyeren er (delvis) oplyst af små blå pærer, som hænger i ledninger fra loftet. Det skal illudere en stjernehimmel. Det utrolige er, at man fra et centralt sted kan ændre lysfarven, hvis der er en særlig festlig anledning. Ingen af de tilstedeværende havde hørt om eller set dette tidligere.

Vi var så inde for at se portscenen, som rummer 200-250 pladser. Her var der sorte vægge og et meget stort antal projektører i loftet. Rundviseren fortalte, at varmen fra rummet kunne opsamles i en beholder i kælderen og senere genbruges til opvarmning et andet sted i huset, hvilket medfører en stor energibesparelse. Man kan også hente kølevand ind fra havnen. Der var ingen scenefolk på arbejde, da vi var der. Aftenens forestilling var skuespillet Darwins Testamente.

Da vi igen var kommet ned i foyeren, besøgte vi til sidst den lille scene, intimscenen, hvor der er ca. 100 pladser.

Rundvisningen sluttede kl. 17 præcis, og derefter var der 19 deltagere, som fik middag i restaurant Ofelia. Der kunne vælges mellem 2 forretter, 2 hovedretter og 2 desserter til 229 kr. i alt. Tilsvarende kunne der vælges mellem 2 vine til forretten, 2 vine til hovedretten og 2 vine til desserten, i alt 3 glas vin til 149 kr.

Omkring kl. 20 sluttede seniorerne dagens program og gik hjem efter et vellykket arrangement.

Referent: Michael Hall