13. juni 2005
Referat af 2. Halvårsmøde 2005 den 13. juni 2005 kl. 15-18 i Fægtesalen Frederiksholms Kanal 26
Halvårsmødet var indkaldt den 24. maj 2005 med følgende
Dagsorden
1. Snak ved bordene.
2. Direktør Villy Hovard Pedersen fortæller om Undervisningsministeriet i almindelighed og arbejdsmarkedsuddannelserne – AMU – i særdeleshed, både om, hvad der er sket det sidste halve år, samt om, hvad han forventer vil ske det næste halve år.
3. Snak ved bordene.
4. Tidligere undervisningsdirektør, præst og forfatter Asger Baunsbak-Jensen fortæller om sin bog om 100 års undervisningsministre samt i det omfang, der er tid dertil, også om sine rejser til de østeuropæiske hovedstæder.
5. Snak ved bordene.
I mødet deltog følgende medlemmer (de endnu tjenstgørende dog først efter arbejdstids ophør): Annelise Johnsen, Asger Baunsbak-Jensen, Birgit Kure, Birgitte Krogsdam, Edith Kjærsgaard, Erik Aggergaard, Erik Byrnard, Esther Kjær Hansen, Guri Toustrup, Hanne Baumann, Henning Kraiberg Knudsen, Henrik Friediger, Iben Aage, Inge Lading Jensen, Ingrid Højsteen, Jørgen Rendsvig, Kate Rasmussen, Kirsten Hove, Lillian Svane, Martin Bülow, Mette Beyer Paulsen, Michael Ørnø, Niels Jørgen Nordbøge, Sonja Lundqvist, Sten Grambye, Stig Andersen og Tove Juhlin.
Ad dagsordenens pkt. 1. Snak ved bordene
Formanden bød velkommen. Niels Jørgen Nordbøge blev valgt til ordstyrer for den forventede debat efter indlægget. Inden hun gav ordet til Villy Hovard Pedersen, redegjorde Sonja Lundqvist for, at vi var nødte til at fremrykke dette punkt, da VHP var kaldt til departementschefen kl. 16.00.
Ad dagsordenens pkt. 2. Direktør Villy Hovard Pedersens indlæg
Placeringen af arbejdsmarkedsuddannelserne AMU har været diskuteret heftigt i mange år. I 1966 nedsatte man en AdministrationsKommission, der bl.a. analyserede placering af områder på de enkelte ministerier. Kommissionen anbefalede, at AMU placeredes i Undervisningsministeri- et .
Historik. Det var to begivenheder i begyndelsen af 60’erne, der gav stødet til oprettelsen af AMU. Den ene var, at landbruget efter krigen havde mistet sin stilling som det førende erhverv i Danmark og den anden, at den hjemmegående husmoder som erhverv ophørte. De hidtil hjemmegående husmødre ville ud på arbejdsmarkedet. Dette skabte et behov for uddannelse af mennesker, der havde stor kompetence, som nu ikke mere var brugbar. Man måtte tilvejebringe en uddannelse, der gav denne gruppe kompetence i fremstillingsindustrien.
Udfordringer ifm. Globaliseringen. I forbindelse med AMU etablerede man et Trepartsudvalg, som bl.a. har set på, hvilke udfordringer globaliseringen indebærer. Der bliver outsourcet 5.000 – 120.000 arbejdspladser til lande med lave arbejdslønninger. Hvert år bliver der på det danske arbejdsmarked nedlagt 260.000 arbejdspladser, men der oprettes også 260.000 andre. Det er bare arbejdspladser, der stiller større krav til udøverne end de, der nedlægges.
Omstillingsparathed. Arbejdet er meget omskifteligt. Hvert år flytter 22% af alle arbejdstagere til andet arbejde, og det gør omstilling nødvendig.
Hver tredje arbejdstager er ufaglært. Ca. 1 mio. arbejdstagere har ikke nogen uddannelse ud over skoleuddannelse
Regeringen har et mål om at forøge beskæftigelsen med ca. 65.000 arbejdspladser. Hvis for mange står uden for arbejdsmarkedet, får vi et sammenhængsproblem i samfundet. Borgerne skal have en fornemmelse af at høre til i samfundet. Og det er det, uddannelsessystemet AMU skal bidrage til. Det er sådanne ting, Trepartsudvalget arbejder med.
Trepartsudvalget har i øvrigt tre store opgaveområder:
1) Basale færdigheder
De færdigheder, som arbejdsstyrken savner, er de basale færdigheder: Læsning og forståelse af en arbejdsinstruks, matematiske færdigheder, som er nødvendige for at opstille et mål. Men der er ingen voksen (mand), der vil gå på et læsetræningskursus.
Det, der giver respekt, og som man kan tale med naboen om, er det faglige. Man kan fortælle naboen, at man går på et truckførerkursus, ikke et læsetræningskursus. Det er så en opgave for kursusudbyderne AMU at få de potentielle deltagere til at forstå, at læsetræningen er et led i truckførerkurset.
2) Integrationsproblemer
Mange indvandrere og efterkommere har ingen uddannelse og formentlig heller ingen motivation til at få en uddannelse. Det er så en opgave for kursusudbyderne AMU at skabe denne motivation.
3) Krav til efterspørgselssiden
Man har tæppebombet udbudssiden – AMU - med reformer. Men der mangler noget på efterspørgselssiden. VHP så en mangel i, at de faglige overenskomster nok giver arbejdstagerne ret til efteruddannelse, men der er ikke sat penge af til efteruddannelse som en lønnet del af beskæftigel- sen.
Vi savner stadig at få ansvarliggjort arbejdsgiversiden noget mere til at efterspørge efter- og videreuddannelse.
Under den efterfølgende
Debat
som styredes af Niels Jørgen Nordbøge, blev der stillet følgende spørgsmål, henholdsvis fremsat følgende kommentarer.
Spørgsmål 1.
Erik Byrnard: Det følgende er ikke spørgsmål, men nærmest konstateringer: a) Forleden kunne man se en udtalelse fra højskoleside om, at højskolerne kunne stå for AMU. Dette er helt utænkeligt – b) Fagforeningerne har efter hans mening ikke gjort nok for at motivere medlemmerne til at søge efteruddannelse eller gøre det lettere for dem.
Svar:
Bekræfter ad b. Det ligger jo i, at der ikke er afsat løn til de to uger, der er sat til efteruddannelse.
Spørgsmål 2.
Sonja Lundqvist: a) Den tredjedel, der ikke har nogen uddannelse efter skolen: Har den slet ikke modtaget nogen AMU-kurser, AOF-kurser eller lignende? – b) Fungerer samarbejdet mellem Undervisningsministeriet og Bekæftigelsesministeriet?
Svar:
Ad a. En tredjedel af den omhandlede tredjedel klarer sig godt, faktisk også bedre end mange faglærte. Vi kan desværre ikke med sikkerhed påpege, at det er fordi, de har taget AMU. VHP gav et eksempel på, hvordan arbejdsgiveren sikrer sig, om arbejdstageren nu kan læse: Under en forhandling rækker man arbejdstageren en opstilling over virksomhedens mål, som så inddrages i forhandlingen, og usvigeligt vil det afsløres, om arbejdstageren kan læse. – ad b. Svaret er ja. Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet driver f.eks. i fællesskab et forskningsprojekt.
Spørgsmål 3.
Kirsten Hove pegede på mange ’håndtag’, som hun huskede fra sin virksomhed i ministeriet, bl.a. SVUA. Bruger man nogle af disse ’håndtag’?
Svar
Vi arbejder på at finde egnede instrumenter, som kan få voksne mennesker til at (videre)uddanne sig. Som eksempel omtalte VHP Realkompetenceprojektet.
Spørgsmål 4
Henrik Friediger: Først to kommentarer: a) Forleden kom det frem, at Folkeskolen ikke magter ordblindeproblemet. Det er jo forfærdende. Jeg troede, at i vor tid havde man erkendt ordblindeproblemet og taget hånd om det. Og nu magter man det ikke! - b) Jeg synes godt om realkompetenceprojektet. Jeg synes også, det er forkert, når jeg har papir på kompetencer, som jeg ikke har.- c) Og så et retorisk spørgsmål, som ikke kræver svar: Hvordan vil den nuværende undervisningsminister håndtere disse opgaver? Han har jo ikke sans for undervisning!
Spørgsmål 5
Byrnard: Hvordan bekommer denne omplacering medarbejderne, specielt dem i ministeriet – vi ved jo at institutionerne håndterer omplaceringen?
Svar:
De overførte medarbejdere er glade for at komme til et ministerium, hvis opgave er uddannelse.
Kl. 15.55 konstaterede ordstyreren Niels Jørgen Nordbøge, at spørgelysten var udtømt. Han overrakte med tak en vingave til Villy Hovard Pedersen.
Ad dagsordenens pkt 3. Snak ved bordene
Inden hun gav ordet til Asger Baunsbak-Jensen mindede Sonja de fremmødte om vedtagelsen på sidste halvårsmøde om, 1) at deltagerne forfatter en lille beretning om deres virksomhed i Undervisningsministeriet, 2) at de skaffer et foto af sig selv til beretningen – deltagere, der har været ansat i ministeriet i tiden efter, at ministeriet arrangerede fotografering af medarbejderne, kan få et billede af ministeriet (Henvendelse til Annie Grane eller Vinnie Larsen, Sekretariatskontoret) – og 3) sender beretning og billede til Sonja til sammenskrivning inden videregivelse til SeniorGruppens hjemmeside: (www.hetland.it/uvm)
Ad. dagsordenens pkt. 4. Tidligere undervisningsdirektør, præst og forfatter Asger Baunsbak-Jensens indlæg
Bogen om 100 års undervisningsministre
Anledning til bogen
Det begyndte med en henvendelse fra DPU, der gerne ville have Baunsbak til at skrive noget om samarbejdet mellem embedsmænd og ministre. Han takkede nej i første omgang, men så var det, at Søren Mørch udgav sin bog om det 20. århundredes statsministre, og på den baggrund ville det falde naturligt med en bog om samme periodes undervisningsministre. Forfatteren har derfor skrevet om alle undervisningsministre fra systemskiftet i 1901 til og med Ulla Tørnæs. Og han har selv talt med alle ministre siden 1935 undtagen Hartvig Frisch, der døde meget ung.
Per Hækkerup har engang udtalt sig om forskellen mellem den gode embedsmand og den gode minister: Embedsmanden skal udtømmende servere det faglige, som ministeren skal beherske. Men ministeren kan tillade sig at lade ’en finke ryge af panden’.
Undervisningsminister Bertel Haarder er pr. 14. juni 2005 den undervisningsminister, der har siddet længst (10.09.1982 – 25.01.1993 og fra 18.02.2005) Indtil 14. juni er rekordindehaveren Jørgen Jørgensen (04.11.1935 – 09.11.1942 og 28.05.1957 – 07.09.1961).
I perioden har ministeriet haft tre udformninger:
Fra 1901 Kultusministeriet
Fra 1916 Undervisningsministeriet, idet Kirkeministeriet da blev
oprettet og kirkesagerne henlagt hertil, og
Fra 1961 Undervisningsministeriet, der kun havde undervisnings- og
Uddannelsessager, idet Kulturministeriet da blev oprettet og
Kulturelle anliggender henlagt hertil.
Man får et indtryk af sagernes udvikling, når man hører, at under den første kultusminister J.C. Christensen, der er omtalt i bogen, var ministerens første opgave på dagen at gennemgå posten med departementschefen. J.C. Christensen var egentlig Venstres fører, men han blev ikke konseilpræsident ved systemskiftet på grund af Chr. IX’s uvilje mod at have en degn som konseilpræsident. Konseilpræsident blev J.C. Christensen først i 1905 (så Chr. IX måtte acceptere en degn som kultusminister).
Tre undervisningsministre har præget hver deres egn:
J.C. Christensen Ringkøbing
Jacob Appel Askov, og
Jørgen Jørgensen Lejre
Den kortest siddende undervisningsminister - 1 uge - var Th. Rovsing, der var undervisningsminister i forretningsministeriet O. Liebe, der sad 30.03. – 05.04.1920. Efterfølgeren P.J. Pedersen, som var undervisningsminister i det andet forretningsministerium M.P. Friis under Påskekrisen, sad dog 1 måned (05.04. – 05.05.1920). P.J. Pedersen var den første undervisningsminister fra Socialdemokratiet. Det var På- skekrisen, - da Christian X afskedigede regeringen 29. marts 1920 uden, at den var kommet i mindretal i Rigsdagen - der medførte, at ministre fra de Radikale og Socialdemokratiet ikke bærer ordener.
Nina Bang (S), (23.04.1924 – 14.12.1926) omtales normalt som den første kvindelige minister i verden. Men Sovjetunionen havde faktisk en kvindelig minister under Lenin.
Under besættelsen var det efter Jørgen Jørgensen undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne A.C. Højbjerg Christensen (uden for partierne) (09.11.1942 – 05.05.1945), der var undervisningsminister. Han efterfulgtes af A.M. Hansen (R) (05.05. – 07.11.1945). Under regeringen Knud Kristensen (07.11.1945 – 13.11.1947) var det A.M. Hartling, der var undervisningsminister. Hans ministertid var præget af Inger Margrethe Nordentoft-sagen (en kvindelig skoleinspektør, der fik barn uden for ægteskab).
Han efterfulgtes af Hartvig Fisch under den første regering Hans Hedtoft (13.11.1947 – 30.10.1950) Hartvig Frisch gennemførte retskrivnings- reformen med ’de små begyndelsesbogstaver’ og ’kunne, skulle og ville’.
Han døde, medens han var minister 11.02.1950, og efterfulgtes af Julius Bomholt.
Han efterfulgtes af Flemming Hvidberg (C) (30.10.1950 – 30.09.1953), der var den eneste konservative undervisningsminister, Danmark har haft. Grunden til, at regeringschefen Erik Eriksen valgte en konservativ til denne post, var, at Venstre var delt i to fløje om folkeskolereformen, og Erik Eriksen ville ikke have en venstremand til at komme i uføre i forbindelse hermed. Folkeskolereformen, der blev gennemført ved en lov om ændring af folkeskoleloven af 1937, blev først gennemført under S-R-regeringen H.C. Hansen 2, da Jørgen Jørgensen var undervisnings- minister (28.05.1957 – 07.09.1961). Folkeskolelovgivning er i øvrigt altid gennemført uden om de konservative. (For en ordens skyld bemær- kes, at undervisningsminister i perioden 30.09.1953 – 27.05.1957 i regeringen Hans Hedtoft 2 til 29.01.1955 og H.C. Hansen 1 var Julius Bomholt).
K. Helveg Petersen (07.09.1961 – 26.09.1964) var undervisningsminister i perioden, hvor man implementerede Folkeskolereformen, og det var han velegnet til, da han som Statskonsulent for folkeskolen og seminarierne var ophavsmand til den Blå Betænkning, som var kaldenavnet for Undervisningsvejledningen for Folkeskolen.
Efterfølgeren K.B. Andersen (S) (26.09.1964 – 02.02.1968) var ’den iltre undervisningsminister’. Under ham begyndte diskussionen om forlængelse af den undervisningspligtige alder.
Så kom VKR regeringen Hilmar Baunsgaard med den radikale Helge Larsen som undervisningsminister (02.02.1968 – 11.10.1971). Det var en revyvise, der gav ham tilnavnet ’Onde Helge’, som klæbede ved ham til trods for, at det var ham, der udstedte den mest liberale universitetslov, vi har haft. Under ham var der besættelse af Undervisningsministeriet på grund af den ret massive afvisning af optagelsessøgende på børnehave- og fritidspædagogseminarierne. Der var ingen chefer til stede i nr. 21, så Baunsbak blev tilkaldt. Betjentstuen spurgte, om man skulle tilkalde politiet, men det – vidste Baunsbak – var det sidste, Helge Larsen ville. Så dukkede Helge Larsen op og sagde stille til besætterne: ”Jeg skal om et øjeblik aflevere en udtalelse, så jeg har meget travlt og ikke tid til at tale med jer. I må gå! Og I må gerne tage den flaske cognac, I har åbnet, med jer. Men ikke cigarerne!” Og det virkede. Besætterne forlod ministerkontoret. (Men besættelsen endte med, at politiet måtte rydde Undervisningsministeriet).
Under regeringerne Jens Otto Krag 4 (11.10.1971 – 05.10.1972) og Anker Jørgensen 1 (05.10.1972 – 19.12.1973) var Knud Heinesen undervisningsminister til 27.09.1973, da han afløstes af Ritt Bjerregaard, der sad regeringsperioden ud og igen under regeringen Anker Jørgensen 2 (13.02.1975 – 30.08.1979) og 3 (30.08.1978 – 26.10.1979) indtil 22. 12.1978, da hun afløstes af Knud Heinesen , der sad til 05.01.1979, da han afløstes af Dorte Bennedsen. Det blev således Ritt Bjerregaard, der underskrev folkeskolereformen 1975. Man kunne godt diskutere med Ritt Bjerregaard, men hun foretrak, at det blev i enrum, så hun ikke risikerede at tabe ansigt, hvis hun måtte give efter.
Dorte Bennedsen sad til 10.09.1982 og efterfulgtes af
Bertel Haarder (V) (10.09.1982)
Ole Vig Jensen (R) (25.01.1993)
Margrethe Vestager (R) (23.03.1998)
Ulla Tørnæs (V) (dec. 2001) og nu igen
Bertel Haarder (18.02.2005)
Under den efterfølgende
Debat
som styredes af Sonja Lundqvist, blev der stillet følgende spørgsmål og fremsat følgende kommentarer.
Spørgsmål/Kommentar 1
Sten Grambye refererede en vits, Knud Heinesen var fremkommet med.
Spørgsmål/Kommentar 2
Henrik Friediger: Hvad var egentlig årsagen til indoktrineringsdebatten i efteråret 1974, ”da du jo bankede folkeskolen tilbage til dens status før 2. Verdenskrig”?
Svar:
Ved debatmøder i undervisningsverdenen sad der dengang altid nogle folk fra DKP med manuskript til deres indlæg. Det var ofte dem, der dominerede debatten eller rettere afsporede den. Baunsbak fremdrog en episode fra indvielsen af nyt byggeri for Gladsaxe-Seminariet for Fritidspædagoger, hvor han måtte tage over. Umiddelbart derefter gav han et interview til Berlingske Tidende. Det, der var hans ærinde i interviewet, var at fastslå, at forældrene er ansvarlige for opdragelsen af børnene. I forbindelse med en gennemgang af sit syn på undervisning i kristendomskundskab advarede han imod indoktrinering.
Spørgsmål/Kommentar 3
Henrik Friediger: Var der fare for kommunistisk overtagelse af skoler og børnehaver?
Svar:
Nej, men der var udstrakt forkyndelsesfrihed på universiteter, seminarier og skoler.Og Baunsbak var bekymret. Det blev ikke bedre af, at interviewet blev offentliggjort under titlen: ”Undervisningsdirektøren advarer mod marxistisk indoktrinering i skolen!”
I den efterfølgende debat var det Heinesen og Helveg, der startede med at tage afstand fra Baunsbaks bekymring, selvom de vidste, hvad han mente. De skulle ikke risikere beskyldninger for at modarbejde ungdomsoprøret.
Rejser til de østeuropæiske hovedstæder.
Baunsbak og hans hustru foretager mange rejser til de tidligere sovjetlande. Han vil gerne videregive sine oplevelser og udbrede kendskabet til østlandenes kultur og samfundsforhold.
Tiden var desværre løbet fra os, så vi kunne ikke fortsætte med dette emne denne gang.
Ordstyreren overrakte Baunsbak en vingave som tak for hans indlæg.
København, den
Som referent Som formand
Michael Ørnø Sonja Lundqvist